|
|
|
|
af Thomas Bach Jensen. November 2002 Du har boet i Bruxelles af to omgange; først sammen med din kæreste og sidenhen er I kommet tilbage til byen med et lille barn. Gør det en stor forskel at bo i Bruxelles, når man har fået børn ? Første gang vi boede her, havde vi begge meget travlt med at leve livet til fulde i form af en masse venner, fester, by- og biografture samtidig med arbejdet ved siden af. Vi levede helt op til begrebet DINKS (Double Income - No Kids), tiden var gået i stå og vi havde vældigt travlt med at leve livet. Det er måske meget godt, at vi allerede havde haft nogle år som par uden børn i Bruxelles, da vi har oplevet alle de tilbud, byen giver singles og par uden børn – hvilket hovedparten af de mennesker, der bor her. Vi oplever, at vi nu bruger meget tid sammen med de venner, som bor her mere eller mindre fast. Den travlhed med at opleve byen, der var kendetegnende for vores tid inden børn, er nu nærmest blevet afløst af det modsatte, idet vi bruger meget tid på slappe af sammen med Sofie og nyde tilværelsen på en hel anden måde. Der er ingen tvivl om, at det at få et barn ændrer mange ting i ens tilværelse, men jeg tror ikke, at det opleves anderledes fordi man bor og arbejder i en storby. Hvad er årsagen til, at I er kommet tilbage Bruxelles? Vi stod for 2 år siden i en situation, hvor vi skulle tage den svære beslutning om enten at hoppe på bølgen og investere en masse penge i en overvurderet bolig i Nordsjælland, hvor vi begge arbejdede, eller at kaste os ud i noget helt andet, inden Sofie skulle begynde i skole. Dette skulle ikke nødvendigvis være Bruxelles, men min tidligere kollega og veninde var netop flyttet til Bruxelles og vi havde stadig kontakt til mange gode venner i Bruxelles af mange forskellige nationaliteter. Muligheden kom lidt tilfældigt da Michael blev tilbudt job hernede igen. Huset blev pakket, jobbet sagt op i løbet af en måned og jeg besluttede mig for at stå af karriereræset og holde en lang orlov. Bruxelles’ bybillede er ikke præget af barnevogne, som tilfældet er i København. Er byen ikke egnet for småbørnsfamilier ? Bruxelles adskiller sig ikke fra andre storbyer og ser man godt efter mellem de mange jakkesæt på gaden, ser man lige så mange klapvogne her i Bruxelles, som man ser barnevogne i København – man lægger måske bare ikke mærke til dem, før man selv får børn... Iøvrigt er folk i Bruxelles langt mere høflige og hjælpsomme, når man kommer rundt med en klapvogn. Man bliver hjulpet ud af trammen, folk holder døren for en osv. Jeg husker ikke hvornår nogen sidst gav mig en hjælpende hånd ud af S-toget i København... Har Bruxelles i den sammenhæng nogle fordele i forhold til vores egen hovedstad ? Der er en helt anden form for nærmiljø med såvel cafeer, små lokale grønthandlere og kioske i Bruxelles, som efterhånden er ved at være helt væk fra byerne i Danmark pga. f.eks Netto og andre giganter. Det virker altid lidt ekstra hyggeligt, når den lokale bager eller grønthandler hernede deler kindkys ud til såvel manden, konen og datteren og finder godbidderne frem til hunden. I Bruxelles er hunde jo næsten mere velsete end småbørn; hvor går man hen og spiser i Bruxelles, hvis man gerne vil have mindre børn med? Umiddelbart ser man ikke så mange børn på restauranterne i Bruxelles. Dog kan det naturligvis altid lade sig gøre, man skal bare turde og for det meste have sin egen barnestol med – eller bruge telefonbøgerne i restauranten. Nogle få der kan anbefales afhængigt af hvad man har lyst til er f.eks en masse hyggelige, små steder omkring Place G. Brugmann, ”le Balmoral”, ”Ouzerie” på Ch. d’Ixelles og naturligvis "Chi-Chi" den mexikanske restaurant i Overijse som er kendt for at være meget børnevenlig. Har du som sygeplejerske nogen interesse i at få job indenfor dit område her i Belgien? Første gang vi boede her, var jeg privatsygeplejerske i bla. Krainem, Tervuren, men det var ikke ligefrem drømmejobbet på daværende tidspunkt, idet jeg hurtigt kom til at fungere, ikke kun som sygeplejersken, men også som rengøringshjælpen og nærmest en personlig hjemmehjælper. Jeg var nok lidt for dårlig til at sige fra og alt for god til at være flink. Jeg har ikke haft den store lyst til, at kaste mig ud i den belgiske hospitalsverden, selvom jeg egentlig har et flamsk autorisationsbevis. Et er sprogbarrieren ved både at skulle kunne fransk og flamsk på vanligt samtaleniveau, samtidigt er der jo fagsproget, der skal være flydende på begge sprog. Desuden ved jeg, at jeg hurtigt vil løbe panden imod muren, når det kommer til kompetance og hieraki mellem bla. læger og sygeplejersker. Jeg har en videregående uddannelse og erfaring med ledelse, som absolut ikke vil komme i brug her, idet man her groft sagt blot skal gøre, hvad lægen siger uden at stille for mange spørgsmål. Det har jeg ikke lige frem hverken temperamentet eller opdragelsen til - så jeg vender stærkt tilbage, når vi engang kommer til Danmark igen, der vil jo altid være brug for sygeplejersker... Men nu skal jeg først og fremmest bruge min tid på Sophie og hendes lillbror eller lillesøster som snart er på vej... jeg er gravid i femte måned...
|
