Links til relevante hjemmesider om de omtalte emner findes i bunden af portrættet

Lise Junget, født i København i  1941 flyttede til Bruxelles i 1980. Lise er fuldstidansat, er musik og filmelsker, amatørskribent. Efter næsten 25 år i Bruxelles har hun måske planer om at vende hjem til Danmark i den nærmeste fremtid.

Hvad består dit arbejde af ? 

Jeg har været ansat siden 1984, som Assistent i den juridiske afdeling for Europaskolernes Klagenævn (eller Voldgiftsret) i Europaskolernes Generalsekretærs Sekretariat, beliggende i Europakvarteret. Jobbet består hovedsageligt af administrativt arbejde i samarbejde med justitssekretæren og Europaskolernes advokat. Vi varetager procesreglementet og gennemførelsesreglerne for disse procedurer i forbindelse med alle indkomne administrative klager og tvistsager fra lærere og forældre i de 12 Europaskoler. Vi tager os af de generelle forberedelser til arbejdsmøder, offentlige høringer, deltagelse og opfølgning og en masse korrespondance. Klagenævnet består af dommere fra 6 forskellige europæiske lande, udvalgt af De europæiske Fællesskabers Domstol. Min arbejdsdag foregår på fransk, engelsk og tysk, men aldrig på dansk. Er desuden medredaktør på Panorama, Europaskolernes halvårlige tidsskrift.

Hvornår og hvorfor kom du til Bruxelles?

Jeg kom til Bruxelles fra København via 8 år i Køge i september 1980 med tre sønner og mand, da han blev udsendt som ekspert fra sit ministerium i København. Jeg er ex-hustru, og mine børn bor nu henholdsvis i Danmark og Frankrig. Den ældste med kone og tre børn bor på Lolland, den mellemste med kone og et barn i Frankrig og den yngste med kæreste i København.

Hvad synes du er charmerende ved Bruxelles?

Hvad jeg specielt godt kan lide ved byen er, at den er "Europas centrum", at Amsterdam, Paris og Luxembourg er lige henne om hjørnet , og at jeg hver eneste dag, hvorsomhelst, nårsomhelst befinder mig i et multinationalt og -kulturelt samfund, som er en daglig positiv indsprøjtning.
Det er ganske charmerende at køre i Metro, med bus eller sporvogn og konstatere, at jeg er i mindretal i forhold til dem, man i Danmark kalder " af anden etnisk oprindelse end dansk " . At høre et stort udpluk af de forskellige unionssprog i en og samme vogn er en ting - men også vietnamesisk, kinesisk , swahili, lingella, arabisk - you name it - er helt naturligt i Bruxelles.
Jeg elsker at slentre i det afrikanske kvarter, Matongé, i Ixelles og tro, at jeg befinder mig midt i Afrika - som i øvrigt er up-town nabo til Bruxelles' fornemmeste modeforretninger. Eller at tage på her-kan-du-få-alt-søndagsmarked ved Gare du Midi og indsnuse de fremmedartede dufte og lytte til arabisk musik fra højtalerne. Disse kulturforskelle er utroligt berigende og inspirerende.

Restaurationskvarteret omkring Grand Place, verdens smukkeste plads , er enestående på vore breddegrader. Hvis jeg har en "coup de blues", smutter jeg en tur derind og leger turist og forestiller mig, at jeg er på ferie under sydlige himmelstrøg. Det gadebillede ændrer sig ikke, fordi årstiderne skifter. Jeg spiser sjældent i området. Måske lige en gang "moules" hos Chez Léon med efterfølgende kaffe med kage i "Café des Galéries" i de imponerende kongelige gallerier "Galérie du Roi /de la Reine , mødestedet for Bruxelles' mange kunstnere.

Det smukke ved Bruxelles er de ca. 1700 ha skov i og omkring byen samt de ca. 1200 ha parker. Min yndlings fornøjelse er at tage en sporvogn, helst en af de gamle sporvogne fra Sporvognsmuseet, som kører på hellig- og -festdage fra Cinquantenaire parken, forbi den utroligt smukke Woluwé park, gennem Fôret de Soignes helt til Afrikamuseet og den vidunderlige slotspark i Tervuren. Den strækning findes næppe smukkere nogensteder.

En sporvognstur er i øvrigt en sightseeing i sig selv. Kører man i modsat retning til Heysel station kommer man ud til udstillingshallerne fra Verdensudstillingen i 1958, Heysel Stadion, Bruparc med Europas største biografkompleks, restauranter, caféer, Mini-Europa, Océadium og ikke at forglemme Bruxelles' vartegn Atomium. Turen tager over en time, og man kommer gennem det meste af Bruxelles.

Når man først er derude, er en dejlig gåtur i parken en god indledning til eller afslutning på en biograftur . Parken støder op til kongefamiliens slot i Laeken, nabo til Det japanske tårn og Den kinesiske Pavillon, som står - restaureret - tilbage efter verdensudstilling i Bruxelles i 1897. Er man så heldig at være i Bruxelles i april-maj, er det en betagende oplevelse af besøge de kongelige drivhuse ved slottet. Og er man til "la vie en rose", så smut lige omkring kommunen Watermal-Boitfort, hvor den danske kirke i øvrigt er beliggende, i april-maj og oplev et - lidt - overvældende syn : Blomstrende lyserøde japanske kirsebærtræer, gade op og gade ned. Personligt har jeg aldrig set noget lignende.

... og ucharmerende?

Det ucharmerende ved Bruxelles er, at byen har lidt meget af ombygningen de sidste 30-40 år af et oprindeligt smukt og charmerende og "intimt" Bruxelles, som var skabt bl.a. af verdensberømte belgiske arkitekter såsom Horta og Van de Velde. Smukke Art-Nouveau huse , hele boligkvarterer er saneret for at give plads til europæiske institutioner og andre multinationale selskaber . Det nye Europaparlament er et afskrækkende eksempel. Men gudskelov eksisterer der stadigvæk en del af de gamle mesterværker , og det har også hjulpet lidt på gadebilledet, at arkitekterne i mange tilfælde nu lader facaderne på de gamle huse stå. Et nu alment kendt og benyttet begreb indenfor arkitektur "facadisme" er faktisk belgisk.

Trafikken i Bruxelles synes jeg også er afskrækkende. Jeg er afgjort - og desværre - blevet en forhenværende aktiv cyklist. Jeg bryder mig bestemt ikke om måden, der køres bil på, det være sig belgiere eller andre herboende nationaliteter, der tager sig friheder, som de aldrig ville vove i deres respektive hjemlande. Meget smitsom adfærd ! Min bil er skiftet ud med de offentlige transportmidler , da jeg bor så centralt. Faktisk tog jeg først kørekort hernede i 1981 i en alder af næsten 40 ! I Danmark var det ikke nødvendigt med bil p.g.a. velfungerende hurtige transportmuligheder og .... "vi cykler jo til stranden". Men da jeg boede i landsbyen (dengang) Waterloo i starten blev afstandene pludselig store til indkøbscentre, Europaskolen, og ikke mindst til mine sønners klassekammerater, som var spredt ud over hele byen. Og v i havde dengang en god og tryg forældreordning med fordelt taxakørsel på stort set alle tidspunkter af døgnet. 

Hvilken kommune bor du i, og hvad synes du specielt om ved din kommune?

Jeg bor i Etterbeek kommune, det såkaldte "Europa kvarter", i gå-afstand til mit kontor og til centrum. Lige netop i min kommune er der meget ofte forskellige kulturelle begivenheder og udendørs aktiviteter hele året. Jeg fortager de fleste indkøb i området hvor jeg bor. Det var absolut kun i de første (velmagts) år, jeg handlede på up-town Avenue Louise/Toison d'Or eller i Waterloo, som forresten idag er i skarp konkurrence med de nye "in-steder" omkring St. Catherine og Saint.Géry.

Da jeg kender Bruxelles godt nu, ved jeg hvor man (bedst) handler hvad. Jeg elsker loppemarkedet på Place de Jeu de Balle og de omkringliggende gamle delvis restaurerede gader rue Haute og rue Blaes, der fører til Sablon, byens meget smukke down-town antikvitetsområde. Jeg spiser sjældent ude, men når det sker er jeg oftest trofast, personligt hører jeg til kategorien "stamgæst", da jeg godt lide at føle mig hjemme, selvom det absolut ikke er noget problem at gå alene i byen i Bruxelles. Restaurant, café og barudvalget i Bruxelles er enormt! Folk har generelt aldrig et stamværtshus eller ditto spisested. Alt skal afprøves. Og så dukker der heldigvis flere og flere restauranter med friske, økologiske varer op..

Er du mest sammen med danskere i din fritid ?

Vennekredsen var meget dansk de første år, dels p.g.a. "optagelsen" i de forskellige danske foreninger og kirken, dels p.g.a. kontaktfladen via Europaskolen. Men vi var så heldige allerede ved ankomsten i 1980 at have en stor belgisk vennekreds takket været et allerede etableret "klubmedlemskab". 

Nogle af disse venskaber eksisterer endnu, mens de danske langsomt er ebbet ud. Det skyldes vel, at der er en stor "omsætning af expats" ; man mødes, man ses og man rejser væk igen, samt det faktum, at jeg f.eks. ikke har danske kolleger. Og så har vi få, der er blevet tilbage, givetvis udviklet os i forskellige retninger de sidste snart 25 år.

Min vennekreds er ikke stor, men tæller dog enkelte kolleger og et par nære venner/veninder, alle af forskellig nationalitet. Nogle mødte jeg, da jeg i ca. 10 år spillede i en semi-professionel multisproget teatertrup med eget teater/kulturhus. P.t. lagt på hylden. Jeg er cinéphil og operaelsker og fast inventar ved de internationalt kendte og anerkendte Concours Musical Reine Elisabeth - violin, piano og sang på skift. Den eftertragtede førstepris gik i øvrigt til danske violonist Nikolaj Znaider i 1997. Jeg har et par af de store museer som nabo, så jeg er trofast weekend-regnvejrs-gæst , ligesom i Drive-In Movie fredag-lørdag i juli og august på Esplanaden i Cinquantenaire parken. Nej, ikke i bil, men med klapstol, walkman og ofte picnic med et par venner før filmen. Og så er det gratis for "fodfolket". Super stemning ! 

Noget du finder besynderligt/skønt ved belgiere, belgiske skikke ? 

Bed mig ikke om at sammenligne "mine 2 lande", det ville ikke være hverken rimeligt eller retfærdigt. Je g er især og forlængst holdt op med at tro, at jeg er kommet hertil for at lære belgierne hvordan MAN gør i Danmark .... i henhold til danske kriterier ! Hvis du inviterer belgiere til kontakt, er den oftest hurtigt etableret. De er yderst forskellige - individualister hørte jeg, da jeg ankom, stort set ingen ligner hinanden, hverken "indeni" eller "udenpå". De klæder sig ikke ens, de bor og indretter sig ikke på samme måde, de opfører sig totalt forskelligt, og så taler de som bekendt heller ikke alle samme sprog ! Belgierne er temmelig nostalgiske og har bestemt også ry for at være til fest og sjov. Det kan jeg egentlig godt identificere mig med - gamle skikke, gamle traditioner og årlige tilbagevendende farverige musikalske , teatralske og karnevaleske begivenheder samt naturligvis adskillige religiøse.

Savner du noget fra Danmark ?

Undertiden kan jeg godt savne den danske humor, den lysegrønne bøgeskov i maj, "sommerhus"-begrebet med tilbehør og naturligvis HAVET OMKRING DANMARK med sejlerne på vandet. Når jeg oplever det i Danmark, tuder jeg hver gang ! Og så savner jeg indimellem danskernes organisationstalent, præcision og respekt for etablerede regler. Det være sagt - jeg er blevet meget mere tolerant, tålmodig og afslappet, lidt "domani"inspireret. Det har belgierne og andre herboende lært mig , og det har jeg det rigtig godt med. Og sidst men ikke mindst - jeg er lykkelig for, at BELGIEN OGSÅ ER ET KONGERIGE! 

Har du planer om at vende tilbage til Danmark i den nærmeste fremtid ? 

Ja, jeg tænker på at vende tilbage til Danmark. Det er jo noget med alder, med rødder, noget med at tale dansk igen og synge fædrelandssange til Skt. Hans, og noget om, hvor man ønsker at blive gammel og blandt hvem, lidt sentimentalt og nostalgisk, ja, men følelsen er afgjort present. Og så er der jo børnene og børnebørnene, som jeg absolut ikke nævner som et addendum ! Bliver det, så er det om nogle år, når jeg går på pension, men det er rigtigt, at jeg tøver; det er lang tid at have været væk, mange, mangt og meget har ændret sig i Danmark, og det betyder også noget for mig, at jeg er "blevet voksen" i Belgien; jeg har et varmt og tæt tilhørsforhold til landet og dets indbyggere. 

Og når det kommer til stykket er Danmark måske blot en romantisk drøm, en illusion ?
Skulle jeg måske hellere forblive turist i begge lande og beholde mine lyserøde briller på ?

HJEMMESIDER MED MERE INFO OM DE OMTALTE EMNER:

Forêt de Soignes | Chez Léon | Galérie du Roi www.bruxelles.be | Etterbeek kommune | www.dankirke.be | Grand' Place | Atomium | Waterloo | Concours Reine Elisabeth | Bruxelles Opera - La Monnai - De Munt | Art-Nouveau i Bruxelles | Europaskolernes Klagenævn | Sporvogns Museum | Bruxelles Metro | Amsterdam  | Paris | Luxembourg | Bruxelles Parker | Drive-In Movies Cinquantenaire Parken |

Tidligere portrætter

til top