Links til relevante hjemmesider om de omtalte emner findes i bunden af portrættet

Christopher Trunk Black på 25 år er siden den 1. september praktikant på Danmarks Faste Repræsentation ved den Europæiske Union med en bachelor fra Statskundskab i Aarhus i baglommen. Efter den første måned i Bruxelles fortæller han om sine forventninger til byen, praktikantjobbet og sit ophold hernede.

Du har et meget "eksotisk" klingende navn, hvor stammer det fra?

Jeg har da tit måtte svare på folks spørgsmål om, hvor jeg egentlig kommer fra. Men jeg er alstå pæredansk - næsten. Grunden til at mit fornavn, Christopher, ikke staves på den danske måde, som oftest er med K og to F’er er, at mine forældre gerne ville have mit navn skulle kunne udtales på alle sprog, idet vi altid har rejst meget i familien. Mit mellemnavn, Trunk, stammer fra noget af min farmors tyske familie. Mit efternavn, Black, er oprindeligt skotsk. Tilbage i tidernes morgen var der en klan i Skotland, som hed LAMONT klanen. De skiftede efterfølgende navn til Black og VOILA…siden da har familien heddet Black! Historien lyder usand, men jeg kan garantere for, at den er ganske sand. Min kære far har haft folk til at følge familiens fodspor helt tilbage til LAMONT klanens tid, og jeg er skam også i besiddelse af både klan-slips samt våbenskjold! 

Du er lige ankommet til Bruxelles, hvorfra, hvorfor og hvor længe skal du opholde dig her ?

Jeg kom direkte fra Aarhus og den varme danske sommer. Jeg er lige blevet Bachelor fra Statskundskab i Aarhus, og er nu pt. i gang med min overbygning. Efter mit ophold i Bruxelles regner jeg med at tage den resterende del af min overbygning på Statskundskab i København hvor muligheden for at få studierelevant job er større, og fordi jeg synes København er en fed by!

Jeg har altid gerne villet til Bruxelles og arbejde som praktikant/stagiare i en eller anden form. Jeg hørte af bagveje at den Danske EU Repræsentation søgte praktikanter for efteråret 2003, skyndte jeg mig allerede istarten af februar at sende en uopfordret ansøgning afsted. I maj fik jeg det længe ventede opkald fra EU-Rep’en om at var jobbet mit! Opholdet varer normalt 6 måneder men man ved jo aldrig hvad der kan ske. Måske forlænger jeg mit ophold.. who knows!

Du har tidligere opholdt dig i en længere periode i udlandet?

Ja, jeg tog til Saudi Arabien (Riyadh) i 1993 sammen med mine forældre og min lillesøster. Min far er læge, så han fik tilbudt et fordelagtigt job i verdens største sandkasse hvor der er ca. 1000 km til den nærmeste strand. Min søster og jeg kom så på amerikansk international skole (www.aisr.org ) hvor jeg gik i 1½ år og tog min 9.th Grade Exam. Dereftertog jeg på en fransk international kostskole 20 min. fra Nice i Sydfrankrig.( www.civfrance.com) Der gik jeg i 1 år, havde det som blommen i et æg, lærte at tale rigtig godt fransk, og stod på ski hver weekend i vinterhalvåret. Det var disse to udenlandsophold, som gav mig blod på tanden til at prøve kræfter med det internationale miljø i Bruxelles.
 
Hvad beskæftiger du dig med på Danmarks Faste Repræsentation ? 

Jeg er praktikant i den enhed på Rep’en, som koncentrerer sig om Danmarks generelle forbindelser til Europa-Parlamentet . Denne enhed på Rep’en varetages af min chef, Søren Jacobsen, som udover at være min chef, også fungerer som min interne vejleder under mit ophold hernede. Det er vigtigt, at jeg er tilknyttet en vejleder hjemme i Danmark samt hernede, idet jeg ellers ikke ville kunne få praktikantopholdet meritoverført. Jeg assisterer Søren i arbejdet med Rådet og EP samt videreformidler information om EP til relevante sagsbehandlere på Repræsentationen og i Udenrigsministeriet. Derudover hjælper jeg ham ved behandlingen af sager og deltagelse i Arbejdsgruppen for Generelle Anliggender, der primært beskæftiger sig med (inter-)institutionelle emner. Udover ovenstående, har jeg også diverse opgaver, så som dækning af diverse møder med efterfølgende skrivning af udkast til indberetning, besvarelse af opkald, videresendelse af materiale etc. Det lyder af meget, og det er det skam også, men når man først har skrevet et par udkast til indberetninger, ved man hvordan den overordnede form skal være, og i stedet for at sidde 4 timer, sidder man nu kun 2 timer og knokler løs ved tastaturet. Til sidst lige en lille bemærkning til alle dem, som tror, at det at være praktikant næsten udelukkende består i at lave kaffe og kopiere, kan jeg kun sige: LANGT FRA!

Hvad er dine første indtryk af praktikopholdet?

I dag har jeg været her lige præcis 1 måned, men det føles som om, jeg har været her meget længere. Jeg har aldrig før oplevet, at få så meget ny information, på så kort tid, hvilket derfor giver en følelse af, at man allerede har oplevet så meget. De først par dage fløj begreber, navne og numre på mødelokaler rundt oppe i hovedet på mig, men nu er alle disse ting ved at falde på plads. Jeg bliver ikke længere så forvirret, når jeg får at vide, at jeg skal til AFCO møde i A1G-2 eller at jeg skal lave sende et dokument "under hånden", uden PAV/EB uderskrift, til EUP i UM. Hvis man kan lide akronymer, er dette sted et paradis! Hvad siger du f.eks. til at gå ind på TSC og finde de nyeste PEQE, PEQH eller PEQO spørgsmål? For nogen må det ligne det rene vanvid, men når man står med begge fødder solidt plantet i det, er det kun et spørgsmål om tilvænning.
 
Hvad er dine første indtryk af Europas hovedstad ?

En by med flere biler end i London, flere hundeefterladenskaber end de fleste europæiske hovedstæder og sidst men ikke mindst, en by hvor det regner mere end i England - jeg troede ikke dette var muligt.  Ud over disse ting finder jeg Bruxelles meget farverig. Her er folk fra alle verdens lande. Når jeg går på arbejde om morgenen, føles det som at vandre midt i en mellemstor, afrikansk by. Det er herligt med så mange forskellige nationaliteter, og jeg nyder det specielt når jeg går ud og spiser. Uanset om du har lyst til en vandbøffel fra Masai Mara, libanesisk couscous eller ”bare” moules frites fra Bruxelles, så er du sikker på at finde en restaurant, der lige præcis passer på ovenstående beskrivelse.
 
Du er som mange andre praktikanter medlem af en dansk internet gruppe for praktikanter, hvad drejer det sig om ?

Det Groupcare består i, er at man som dansk praktikant i Bruxelles kan tilmelde sig, efter at have fået en elektronisk invitation fra nogen, som allerede er medlem, og derefter er man medlem af en gruppe som kalder sig ”Stagiaires Bruxelles, efterår 2003” Her kan alle danske stagiaires, som opholder sig i Bruxelles, så sende beskeder til hinanden, oprette diskussionsgrupper, chatte mm. Meget praktisk når der bliver arrangeret fester i de pågældende huse eller lejligheder. 

Hvordan ser du din fremtid - Hvad er dine ønsker, håb, drømme?

Min fremtid ser forhåbentlig lys ud. Efter dette praktikantophold på Rep’en, tager jeg, som nævnt, til København for at læse videre på min overbygning i Statskundskab. For ikke at skulle leve udelukkende af min SU, kunne jeg godt tænke mig et studenterjob hos Udenrigsministeriet. Mange ansøgere og få jobs, så nu må vi se. 

Hvis min plan holder, kunne jeg godt tænke mig, inden jeg går i gang med mit speciale, at komme et halvt år til USA for at læse. Jeg ved endnu ikke hvorhenne i USA, men mulighederne for at læse Political Science er mange, så jeg må i gang med at undersøge sagen nærmere, når jeg kommer hjem. Når jeg engang om nogle år er blevet cand.scient.pol, er min drøm at komme ind og arbejde ved Udenrigsministeriet. Jeg får som  praktikant her på Rep’en, en lille forsmag på, hvordan tingene fungere indenfor det danske diplomati. Det jeg har set indtil nu, har kun været meget positivt, så hvorfor ikke tage chancen og søge ind. Ligesom med studenterjobs er der mange ansøgere, og de vælger kun de bedste, så må jeg jo gøre mit, for at blive netop en af dem de vælger. 
 

Links til hjemmesider om de omtalte emner:

Danmarks Faste Repræsentation ved den Europæiske Union: www.danrep.be

Europa Parlamentet : www.europarl.eu.int

Udenrigsministeriet: www.um.dk

Praktikant internetgruppen: www.groupcare.dk

Statskundskab, Aarhus Universitet: www.ps.au.dk

 

Tidligere portrætter

til top